Vikingerne ved Gødvad Kirke

Arkæologiske udgravninger ved Gødvad Kirke

Når man ser Gødvad sogns smukke gamle kirke, der kroner bakkedraget i ensom majestæt, kan man måske undre sig over, hvorfor kirken netop ligger her. Kirken menes opført i 1100-tallet, men i modsætning til de fleste andre midtjyske sognekirker ligger Gødvad Kirke alene, uden omgivende landsbybebyggelse.

I forbindelse med en forestående udvidelse af kirkegården i 1989, foretog Silkeborg Museum en udgravning af den del af bakkedraget, der ville blive berørt af udvidelsen, og her fik vi måske forklaringen på kirkens beliggenhed.

Da muldlaget blev fjernet med en gravemaskine, viste talrige mørke pletter efter formuldede, jordgravede stolper nemlig, at det højtliggende bakkedrag nordvest for kirken skjuler resterne af en stormandsgård fra vikingetid og tidlig middelalder. Ved undersøgelsen afdækkedes 4500-5000 kvadratmeter af et stort gårdanlæg, men arealet svarer efter alt at dømme kun til halvdelen eller måske blot en trediedel af gårdens samlede areal. Der er således tale om en meget stor gård, der strækker sig op over bakken nordvest for kirken, og da bebyggelsens vestlige udstrækning ikke blev afgrænset ved udgravningen, kan det ikke udelukkes, at der kan ligge rester af flere gårde på bakkedraget.

Både hegn og huse har været bygget af jordgravede stolper. Med jævne mellemrum har det derfor været nødvendigt at foretage udskiftninger af træværket, hvilket samtidig har givet mulighed for at tilpasse nye bygninger og hegn til gårdens aktuelle behov.

I alt udgravedes 11 huse af forskellig størrelse, der dog ikke alle har været i brug på samme tid. Der kunne påvises mindst tre byggefaser i gården, der ud fra hustyperne og fundene at dømme har eksisteret fra omkring midten af 900-årene og frem til begyndelsen af 1100-årene. I alle tre faser har gårdspladsen været afgrænset af stolpebyggede hegn, med hovedbygningen liggende midt på gårdspladsen, omgivet af flere mindre bygninger, der har været anvendt som stalde, lader eller værksteder. I gårdens ældste fase har hovedbygningen været omkring 27.5 meter lang og godt 5.5 m bred. Bygningen er tilsyneladende af samme type som man har anvendt gennem store dele af jernalderen - med beboelse og stald under samme tag. I den yngste fase er hovedbygningen blevet lidt kortere, men til gengæld også bredere, og har tilsyneladende nu kun været anvendt til beboelse.

Gårdens beliggenhed i landskabet, på grænsen mellem god dyrkbar morænejord og frugtbare engarealer med god græsning og mulighed for høslet, har givet gode betingelser for både agerbrug og kvægavl. Der er kun bevaret få dyreknogler på pladsen, men fra samtidige bopladser andre steder i landet ved vi, at dyreholdet både har omfattet hest, ko, får, ged, svin, gæs og høns. Blandt de dyrkede kornsorter har især byg og rug været vigtige.

Ved siden af landbruget har man mestret flere forskellige håndværk, og gårdens beboere har stort set kunnet være selvforsynende. De store huse viser, at tømrer- og snedkerhåndværkene har været vigtige, og fund af jernslagger viser, at man også har arbejdet med smedning, måske med jern udvundet af den lokale myremalm. Forskellige tabte eller kasserede småredskaber som f.eks. en pilespids af jern, en jernkniv og en jernsyl viser nogle af smedens produkter. Flere fund af små koniske tenvægte af brændt ler viser, at man har forarbejdet fårenes uld til garn, og et lille halvt nedgravet hus med et ildsted, et såkaldt grubehus, har formodentlig været anvendt som vævehytte. Rundt omkring på pladsen fandtes skår af lokalt fremstillede lerkar, men der blev også fundet skår af drejede, gråbrændte lerkar, der har været af væsentlig bedre kvalitet end den lokale keramik. Karrene stammer fra de slaviske områder ved Østersøen, eller er østdanske efterligninger af slavisk keramik.

Fragmenter af flere opslidte drejekværne lavet af glimmerskifer med røde granater fra Norge, eller af vulkansk basalt fra Rhin-området viser, at man også har haft mulighed for at anskaffe sig andre luksusvarer gennem det udstrakte handelsnet, der var etableret i vikingetiden, og måske har stormandsgården haft sit eget skib liggende ved Gudenåen.

Som nævnt viser fundene, at gården må have eksisteret fra midten af 900-årene til begyndelsen af 1100-årene. Nyere forskning har vist, at de første kirker i Danmark efter alt at dømme blev opført af lokale stormænd, og på denne baggrund kan der næppe være tvivl om, at det er stormandsgården, der har stået bag det første kirkebyggeri på stedet. Den første kirke kan have været bygget af træ, og skal i så fald måske søges under den nuværende stenkirke, der menes opført i 1100-tallet. Måske er vikingebebyggelsen også forgængeren for den forsvundne landsby Resen, der nævnes i skriftlige kilder fra 1446.

Bebyggelsen ved Gødvad Kirke er således enestående, og vil kunne give vigtige oplysninger om baggrunden for opførelsen af de første kirker i Danmark. Området omkring kirken er ubebygget, og har tilsyneladende været det siden den tidlige middelalder, så stedet rummer usædvanlig gode muligheder for at følge bebyggelsens udvikling gennem vikingetid og middelalder. Gødvad-området er i øjeblikket under voldsom udbygning, og i løbet af det kommende års tid vil det formodentlig blive aktuelt at fortsætte og afslutte udgravningen af vikingernes stormandsgård ved Gødvad Kirke. 

Knud Bjerring Jensen

Museumsinspektør  Silkeborg Museum