Du er her: 
 

Urokkeligt


EFTERTANKEN AF LAILA ENGELBRECHT HENRIKSEN, SOGNEPRÆST I GØDVAD

De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. (Mark. 10,13-16)

Jeg synes ikke, det er forkert at sige, at denne lille passage fra Markusevangeliet, som også lyder hver gang, vi holder dåb, hører til kristendommens DNA. For her træder det tydeligt frem, hvem Gud er Gud for. Hvem Jesus er kommet for. Nemlig de allermindste. Børnene. Selvfølgelig var han også kommet for alle andre, men han havde nu engang et særligt blik for de mindste. Børnene og alle dem samfundet ikke tillagde værdi og betydning og som ingen stemme havde i offentligheden.
Meget har (heldigvis) ændret sig siden, men dengang skulle børnene holde sig i baggrunden, hvilket også var årsagen til, at disciplene verfede dem væk. I deres øjne var børnene ikke fine nok til at være i selskab med Jesus. Jesus var kun for voksne, troede de, dem, der var i stand til at føre fine teologiske og filosofiske samtaler. Men intet kunne være mere forkert. For da Jesus ser børnene, kalder han dem straks til sig, lægger hænderne på dem og velsigner dem. Han forlanger ikke trosbekendelser og indgående kendskab til bibelhistorien inden. Han velsigner bare. Uden forudsætning. Og før noget andet. Og ved at lyse velsignelsen over børnene, viser Jesus, at selv det allermindste og sårbare liv ikke er ham ligegyldig, men har uendelig betydning og værdi.
Og dét har (heldigvis) ikke ændret sig siden.