Sæt dig ned og hvil dig

Når vi om sommeren kommer cyklende mellem Søndervig og Hvide Sande, kommer vi forbi denne hjemmelavede og lettere vakkelvorne bænk, som mest af alt ligner en man ikke ved om holder. Dens inskription er dog anderledes klar og på ingen måde vaklende: ”Sæt dig ned og hvil dig”. Der er ikke noget at være i tvivl om. Der spørges ikke til om vi har tid eller lyst – nej; sæt dig ned og hvil dig!
Vi lader os diktere af den kommandolignende ordre og sætter os ned – hviler benene, får pulsen ned mens vi spejder ud over Ringkøbing Fjord. Solen skinner, det er varmt, det er ferietid og hvile-pausen på bænken giver anledning til både gode ord og eftertænksom tavshed. Bænken er et godt sted at være, og pausen giver os samtidig kræfter, så vi lidt efter kan rejse os igen og forsætte turen langs stien. Stærkere og lettere end før…

… det føles som længe siden, vi sad dér og hvilede. Vejret er i mellemtiden slået om; kulden og regnen mærkes koldt om ansigtet, når vi cykler rundt på Gødvads stier. Vi møder ingen bænke på vores vej med besked om, at vi skal sætte os ned og hvile os. Det ville ellers have været kærkomment – lige midt i adventstiden hvor gøremålene står i kø. Mens jeg tramper i pedalerne kommer jeg pludselig i tanke om at de alligevel findes - bænkene! Kirkebænkene! De er altid i nærheden og har endda samme (dog usynlige) inskription som bænken ved havet; ”Sæt dig ned og hvil dig!”
Det er dét vores kirkebænke er til for – at vi midt i adventstiden, og på alle andre tidspunkter, kan sætte os ned, hvile os, lade tankerne flyve og gode ord fylde os. Måske opdager vi, som vi gjorde den sommerdag ved havet, at pausen på bænken kan give fornyede kræfter, så vi frimodigt, stærkere og lettere kan rejse os igen – og gå julen og hinanden i møde! 
Laila Henriksen, sognepræst.