Om at gå en anden vej

På reolen hjemme i stuen står tre små figurer. De kommer frem hvert år i begyndelsen af december og står fremme indtil Helligtrekongers søndag. Det er naturligvis De tre vise mænd, der står på rad og række med deres skæve smil, farvestrålende kapper og fine gaver i hænderne. 
Vi kender dem alle sammen. De hører med som en uundværlig del af julens beretning om Jesu fødsel. Grundtvig digter om dem i salmen Dejlig er den himmelblå, hvorledes den nye stjerne på himlen leder dem til Jesus-barnet. Ifølge traditionen kalder vi dem Kasper, Melchior og Baltsazar, men i Det Nye Testamente står der ikke, hvad de hedder og heller ikke hvor mange der var. Blot at der kom nogle vise mænd fra Østerland. Når senere traditioner fortæller, at der var tre, kommer det sandsynligvis af, at der var tre gaver; guld, røgelse og myrra. Og søndagene i kirkeåret kalder vi da også i denne tid for ”helligTREkongertiden”

Men antallet ændrer ikke ved pointen; at den glæde der blev født julenat skulle være for alle. De vise mænd er symbolet på det universelle, at glæden og frelsen er for hele menneskeheden, hvad end man er nær eller kommer som fremmed og langvejs fra.

I De vise mænds søgning efter Jesus-barnet lægger de vejen forbi Kong Herodes. De fortæller ham, at de leder efter den nye kongesøn. Tydeligt skinsyg over denne nyhed, får Herodes De vise mænd til at love, at komme tilbage og fortælle ham, hvor Jesus er, så han også kan tilbede den nye konge (hvilket naturligvis ikke er Herodes´ hensigt). Men De vise mænd drager en anden vej hjem. De får i drømme en åbenbaring om ikke at lægge vejen forbi Herodes. Åbenbaringen og mødet med Jesus-barnet, får dem til at skifte mål og retning. Får dem til at skifte kurs på hjemvejen.

Og sådan går det indimellem. Vi kan støde på ting i tilværelsen, der er så skelsættende, at vi skifter retning i livet, og går en anden vej end vi havde planlagt. Det kan være i mødet med kærligheden eller i mødet med det religiøse – at man i sådanne møder tilføres nye dimensioner i sit liv. Får en større fortælling at høre hjemme i. Men det sker også i det små og i vores daglige liv med hinanden; når andres gode og livgivende ord, giver mod til at en anden vej – måske vejen forbi en gammel ven, vejen forbi den kollega man ikke har talt med længe, vejen forbi én, man ved, har det svært, lægger vejen forbi kirkegården, gudstjenesten osv..

I den henseende er det godt at have De tre vise mænd stående hjemme i reolen. De er en daglig påmindelse om, at man altid kan lægge vejen om og lægge vejen forbi. Både når man bjergtages af de store ting i livet, og når det gælder alle de små daglige bevægelser og ord, der flytter os nye steder hen.
Godt nytår!