NYTÅRSDAG 2021

Prædiken v/ Julie Keinicke Bostrup

Dagens prædikentekst: Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. (Lukasevangeliet 2,21)

Det er dagen derpå. Sådan siger vi her dagen efter nytårsaften. Post festum. Festen er forbi, hverdagen melder sig.

Det er tid til en ny begyndelse, et nyt år. Men nok er det også en gentagelse: det kommer jo ikke bag på os, at der kommer endnu en januar efter endnu en december, men evangelieteksten til i dag stopper op et øjeblik og dvæler lidt ved det nye, ved den nye begyndelse. Den handler om at give det nye et navn. 

Som med alle nye navne skal vi nok lige vænne os til det, men mon ikke, det lige så stille kommer til at blive den helt naturligste ting i verden at sige 2021. Det skal nok også gå helt af sig selv. Jeg tør vove den påstand, at 2020 på mange måder vil være et år, vi husker, men som vi også længe har været klar til at forlade. Det år, der markerede begyndelsen på et nyt årti, blev som de færreste havde fantasi til at forestille sig.

Det er ikke uden betydning, hvad vi kalder tingene. Det, der er omkring os, er i høj grad noget i kraft af den betegnelse, vi giver det.

I dag er det et nyt år, vi tager hul på. Det er også i dag, vores benævnelse af det begynder. Ved årets slutning, når vi når til det næste nytår, kan vi så gøre status og overveje, hvordan vi vil beskrive 2021. I sagens natur kan vi ikke vide nu, hvad det bringer. 

Vi kan forvente noget af det, håbe, lægge planer og gå ud fra – men i sidste ende ved vi det ikke. Man rammer sikkert ikke ved siden af skiven ved at give 2020 navnet ”coronaåret”. Lad os håbe, vi kan give 2021 et andet navn, når året skal gøres op.

Også for navne gælder det, at de ikke er ligegyldige. Det er jo ikke kun ting, der bliver forståelige ud fra det, vi kalder dem, men også personer. Der er en intimitet i navnet. At blive kaldt ved sit navn af en anden, er at blive mødt og set for den, man er.

For en uges tid siden blev budskabet gentaget om, at den lille dreng Jesus blev født i en stald langt væk fra magt og indflydelse. Med tiden, når han vokser op, viser det sig, at Jesus har mange navne: Kristus, Messias, Frelseren, Guds Søn, Davids søn, Menneskesønnen, navnet over alle navne, Immanuel, jødernes konge. Og listen kunne fortsætte. Alle navnene siger noget om, hvem han er og hvad han gør. I dag er vi tilbage ved begyndelsen. Vi hører, at de nybagte forældre, Maria og Josef, giver deres lille dreng det navn, som englen fortalte Maria at han skulle bære: Jesus. Det betyder Gud frelser. 

Hvorfor kommer den tekst lige pludselig her på årets første dag? Vi hører i teksten, at det var gået otte dage – altså otte dage fra hans fødsel – og at han nu skulle omskæres. Ved det ritual fik han sit navn. Det var praksis i jødedommen på Jesus’ tid – og er det stadig – at drengebørn omskæres og dér bliver en del af Guds folk. Det er sådan set det, teksten til i dag, kort som den er, kører videre på. Vi kender det i kristendommen fra dåben, som er den begivenhed, hvor det bliver forkyndt for det lille barn, for forældrene og for hele menigheden, at Gud er en kærlig far, der elsker os som sine børn. Når barnets navn lyder i kirken og der kommer vand på hovedet af det, giver Gud sig til kende og siger: jeg vil kendes ved dig! Ethvert navn har værdi for mig! 

Den Gud, der siger sådan, er en Gud, der ikke vender sit ansigt bort fra os. Det er en Gud, der taler til os, ser på os med sit kærlige blik og kender vores navn.

At året begynder på ny, kan være anledning til en slags mental oprydning. Vi kan sætte os for, at noget skal være anderledes, end det var sidste år – velvidende, at den slags er hårdt arbejde og kræver lang tid. Eller vi kan bestemme, at det er på tide at få gjort noget ved relationerne til de mennesker i vores liv, vi ser for lidt, for meget eller har et udestående med. Eller til at gøre op med os selv, hvad vi gerne vil med vores liv.

Det, evangeliet til den første dag i 2021 fortæller os er, at vi ikke er alene med de anstrengelser. Gud kommer os i møde med sit løfte om, at han vil være med os i dem. 

For den Gud, der kommer os i møde ved at sige vores navn, er en Gud, der selv har været igennem de anstrengelser. Det er en Gud, der bliver til et menneske af kød og blod, som går rundt på jorden. Det er en Gud, der selv kender til lidelse og afmagt, men også til håb, tiltro og viljen til at prøve igen.

Når han giver sin søn navnet, der betyder ”Gud frelser”, åbenbarer han om sig selv, at han vil kendes ved os som de mennesker vi er – som dem, der opnår det, de gerne vil, dem, der måske tager deres liv op til revision og som dem, der ikke rigtig kan finde nogen retning i livet. Løftet om, at Gud vil kalde os ved vores navn og være vores kærlige far, er et løfte om, at han hvert nyt år, hver ny dag, hvert nyt øjeblik sender sin nåde til os.

Og den nåde gør ikke forskel på folk, den ser stort på rang og status og alle forskelle mellem mennesker. Nåden ophæver forskellene og ser os hver især, som dem vi er: som et navn, som en person, som et menneske. Som en, der altid er elsket.

Så når året nu i dag begynder på ny, ja så er det en gentagelse. Men det betyder ikke, at det bare kører videre i den samme rille. Gentagelsen er, at Gud – nu, og altid – begynder forfra med os. At han ikke regner resultater, slutmål, successer eller nederlag for noget, men lader sig bevæge af os, kalder os ved vores navn og velsigner os med sin nåde. Så nok er det dagen derpå. Men det er også en ny dag. En dag, der er velsignet af Gud. En mulighed for en ny begyndelse med hinanden, ligesom Gud nu begynder på ny med os. 

Godt nytår.

Amen.