Når man skal ingen steder hen

”Hvor skal vi hen?” spurgte Plys og skyndte sig efter ham. ”Ingen steder,” svarede Jakob – og så gik de derhen!

Jeg elsker denne lille samtale, der finder sted mellem Peter Plys og Jakob! At bevæge sig ingen steder hen betyder jo, at så kan alt og intet ske. Så er alle døre åbne ind til fantasien om, hvor i alverden de dog ender? Ingen ved det – med al sandsynlighed heller ikke dem selv. Måske er det heller ikke så vigtigt, hvor de er på vej hen. Sikkert er det til gengæld, at de ikke har travlt. Man kan næsten se dem for sig, hvordan de sjosker af sted op over bakkedraget i deres eget sindrige tempo - for man går langsomt, når man ”ingen steder skal hen”.

På samme måde finder sjælesorgen sted! Langsomt og uden mål. Når man sidder overfor det alvorligt ramte menneske gælder det netop, at vi ikke skal nogen steder hen. Dagsordenen er, at der ingen dagsorden er! Det kan være lettere sagt end gjort, for vi kan alle lynhurtigt få projekter. Projekter der går i retning af, at vi gerne vil lette situationen for den syge eller den på anden måde ramte. Komme med opmuntrende ord eller gøre noget konkret for at lette situationen. Men ind imellem kan situationen være så alvorligt, at den ikke kan lettes, og da er der kun tilbage at være der. Sygehuspræst i Uppsala Lars Björklund kalder det for ”modet til at gøre ingenting”. At vi har brug for mod, kender vi fra mange andre sammenhænge; det kræver mod at springe ud fra ti metervippen i svømmehallen. Det kræver mod skifte job. Det kræver mod at stille sig på scenen mens alle andre kigger. Og sådan kender vi alle sammen situationer, hvor vi har brug for mod til at klare os igennem. Det kræver mod at handle. Men det kræver altså også mod til ikke at handle.  ”Modet til at gøre ingenting” handler om at turde stole på, at det er nok bare at være der. Sidde hos den ramte og følges med det menneske et stykke af vejen. 
Lars Björklund fortæller:
”Hvis jeg tør møde et menneske, der, hvor det er, bliver det en form for kærlighedsmøde, og den opståede relation kan føde mening. Det bliver et møde, hvor jeg tør se og møde den andens virkelighed.  Er virkeligheden uden mening, så ser jeg det, og hvis virkeligheden er fuld af mening, så ser jeg det også.
Hvis det unge par med et sygt barn råber deres fortvivlelse ud og siger: ”Der findes ingen skytsengel, og der findes ingen Gud!”, så siger jeg dem ikke imod. Når jeg tør se deres virkelighed, ser jeg heller ingen Gud, men jeg bliver hos dem uden ord.

Det kunne også beskrives på følgende måde:
Hvis nogen har mod til at være der, hvor der ingen fremtid findes, så er det fremtiden.
Hvis nogen har mod til at være der, hvor ingen engle viser sig, så er det englene.
Hvis nogen har mod til at være der, hvor ingen Gud findes, er det Gud.
Alt kan sammenfattes i ordene: Jeg er hos dig.” (Lars Björklund: Mod til at gøre ingenting, s. 73)

I mødet med den ramte står relationen tilbage. Vi skal ingen steder hen. Som Plys og Jakob der bare gik uden at gå nogen som helst steder hen. Målet og retningen var dem så uendeligt ligegyldigt. Det afgørende var, at de gik der sammen!