Juleglæden daler ned til os ovenfra

”Der er to tider. Der er den flade tid. Det er der, hvor man siger: Det var en almindelig onsdag. Det var en almindelig morgen. Det er den flade tid. Det er den tid, vi for det meste er i. Men somme tider”, siger forfatteren og fortælleren Anna Sophie Seidelin, ”så rører den himmelske tid den jordiske tid – og så bliver det høj tid.  Højtid”.
 
Sådan er det i julen. Her rører himmelens tid jordens tid. Måske mærkede vi det, da vi hørte julens glædelige budskab og sang julens salmer? Måske mærker vi det her i julens dage i nærværet og samværet med mennesker, vi holder af? Eller måske mærkede og mærker vi slet ikke højtiden, fordi den flade tid fylder det hele for os. Måske har vi mistet et elsket menneske, og sorgen og savnet er så stort, at det er svært at glæde sig. Men som tidligere sygehuspræst Lotte Lyngby påpeger et sted, så fortælles julens glædelige budskab netop ikke kun for at glæde dem, der allerede er glade og højstemte. Det fortælles også til dem, der føler sig uden for, til dem der er flade og uden håb.  Juleevangeliet er fortællingen om, at Gud kommer til verden i mørket, i smerten, i det flade. Gud kommer til verden i et lille menneskebarn. Han lader sig føde for at være sammen med os i vores liv. Det er den glæde, englene forkynder på marken.
 
Juleglæde er derfor ikke noget, vi selv skal præstere. Julens glæde kommer ikke indefra, men udefra. Ovenfra. Gud er kommet til jorden for at være mennesker nær. Midt i mørket. Midt i smerten. Midt i alt det, der er hører menneskelivet til. Han er trådt ind i vores flade tid for at skabe højtid. Det er det glædelige, som gælder også der, hvor der ingen glæde er.
Derfor: Glædelig jul til alle!

Af sognepræst Pia Chalmer Rasmussen