Juledag 2020

”Julen har bragt velsignet bud”. Sådan lyder den første linje i en af vores elskede julesalmer.
Det er pragtfuldt at synge julesalmer! Derfor smerter det også, at vi ikke må mødes og synge dem sammen i kirken. Man synger jo julens budskab ind i hjertet. Og jeg håber derfor, at vi her i julens dage kan og vil synge sammen hver for sig rundt omkring i stuerne.
Når man synger, nynner eller lytter til det første vers af ”Julen har bragt velsignet bud” danner man sig næsten med det samme billeder af den første julenat, hvor englene sang julen ind for allerførste gang for de fattige hyrder på marken udenfor Betlehem.
Sådan var det dengang musikken og englenes sang, der først viste vej til Jesus, og sådan er det stadig. For julesalmerne kan noget helt særligt. De fortæller, hvad julen i virkeligheden handler om.
Det gør en gåtur i byens julepyntede gader og butikker også. Her vækkes nogle andre af vores sanser. Duften af brændte mandler, kanel og gran fortæller, at ”Der er noget i luften”. Og det er ikke svært at sige hvad. Duftene bringer julen med sig.
At julen igen er over os, vidner de lyspyntede guirlander, der hænger tungt over gågaden inde i Silkeborg og de tusindvis af lyskæder og julepyntede butiksvinduer også om. Der har trods mundbind, håndsprit og afstandskrav stadig været trængsel og alarm i byens gader.
Ja, julen folder sig ud på gader og stræder i hus og hjem med musik og sang, lys og lanterner, hjerter og stjerner, gran og guirlander, konfekt og klejner og appellerer til alle vores sanser.
Julens traditioner bliver (kort sagt) gentaget – også i år, og med alt det uforudsigelige der sker rundt omkring i verden, har vi måske mere end nogensinde før brug for, at traditionerne holdes i hævd. Det forudsigelige og genkendelige føles ekstra trygt og godt. Sådan har jeg det i hvert fald!
Vi vil helst synge de samme salmer, og de skal helst synges på samme måde hvert år. Og er der noget, der heldigvis aldrig går af mode, så er det netop julens salmer.
Julens salmer samler os alle – også trods uenighed og afstand. Og hvorfor gør de det? Hvad er det med sangen, der er så kraftfuldt? Hvorfor er det, at sang mere end noget andet bevæger og løfter og samler os? Hvad er det, sang gør ved os?
Ja, det er tankevækkende, at et af de første tiltag som DR TV satte i søen lige efter at Danmark lukkede ned i marts var udsendelsen ”Fællessang hver for sig” med chefdirigent Philip Faber ved flyglet. På rekordtid blev han danskernes nationalskjald: Et fast holdepunkt hver fredag aften, hvor man trygt kunne synke ned i sofaen og synge med, og mærke fællesskabet trods afstanden.
Det blev næsten en hel folkebevægelse, - folk sang hen over altanerne i baggårde og via internettet.
Vi har set, hvordan sang både i Danmark og i udlandet har været med til at skabe fællesskab og håb under den krise, vi befinder os i, hvor mange jo netop oplever at være væk fra venner, kolleger, skolekammerater eller familie.
Vi sang, og vi synger stadig håbet frem. Også her i den kolde og mørke vintertid har vi igen kunnet samles fredag aften til fællessang i stuerne.
Og tanken ligger jo i smuk forlængelse af tidligere perioder i historien, hvor vi danskere har fundet en styrke i at synge sammen i en svær tid, for eksempel under besættelsen.
Vores virkelighed bliver måske ikke altid forandret af at synge, men den bliver måske forvandlet, fordi lyset og håbet spreder sig i mørket.
Der er som sagt mange traditioner ved juletid, der vækker vores forskellige sanser. Men musik er måske den bedste tradition. For det er musikken, vi ånder igennem ved juletid.
Allerede englene sang, som jeg sagde indledningsvist, julen ind julenat for de fattige hyrder. Med tonen fra himlen sang og lyste englene op i den mørke nat for at fortælle, at Gud møder os alle uden undtagelse i julen.
For englene sang af hjertets fulde kraft om en stor glæde, som skulle være for HELE folket. Både de glade og de sorgfulde, de bekymrede og optimistiske, de gamle og unge, de ensomme og isolerede.
Musikken intet mindre end viste hyrderne vej til Jesus. Og den viser også os vej. Sangen, englenes sang den første julenat og vores julesalmesang, peger netop hen på julens egentlige budskab: Lyset, der bryder frem trods mørke og kulde om nat ved Betlehem. Håbet, der fødes midt i mørket. De peger hen på barnet i krybben.
Sangen binder med andre ord ikke kun mennesker sammen på en særlig måde, den minder også om det bånd, der er mellem Gud og mennesker, og hvordan Gud forbinder sig med verden gennem det lille barn i krybben.
I år har vi bygget vores egen julekrybbe i et af sognegårdens lokaler med vinduer ud mod hallen. Her kan man se Maria og Josef og det lille nyfødte Jesusbarn i krybben - omgivet af dyrene i det knitrende halm og af de barselsgæster, de får på besøg. Krybben står smukt oplyst ved nattetide og spreder julens budskab om, at barnet i krybben er født til glæde og håb for os alle.
Julen, ja hele kristendommen, begynder med et barn. Et lille nyfødt spædbarn. Alle der har været i et spædbarns nærhed ved, at sådan et barn kan gøre noget helt særligt ved en. Kan kalde noget helt uventet frem i én. Noget der kan være svært at indfange med ord. Noget der har med HÅB at gøre.
For med ethvert lille barn begynder noget helt nyt. Et nyt liv fødes til verden. Barnet rummer et håb som rækker ud over os og ud efter os med ivrige, fægtende barnehænder, griber fat i os og kalder det bedste frem i os. Vi er nu familie og hjem for dette sprællevende håb.
Når troen bliver lille, kræfterne små eller håbet svinder ind, da kan vi altid vende vores blik mod barnet i krybben og høre fortællingen om, at vi ikke overladt til os selv. Gud er sammen med os. For han har netop meldt sin ankomst gennem det lille barn for at fortælle os, at vi ikke er alene i vores lille store verden.
Det betyder ikke, at det ikke kan være svært at holde håbet og troen oppe, når livet går os imod. Det oplever vi helt aktuelt i den tid, vi befinder os i, hvor politikerne og sundhedsmyndighederne minder os om, at vi ser ind i en lang og svær vinterperiode og må væbne os med endnu mere tålmodighed og lide afsavn. Det let at miste håbet og troen på, at det bliver godt igen. Vi oplever uenighed blandt hinanden og afstand og afstandtagen til hinanden. Troen og håbet har vanskelige kår.
Det får mig til at tænke på noget, jeg hørte for nylig om troen. Og jeg synes, at det passer så godt på både troen og håbet. Troen og håbet er som fuglen der synger lige før daggry, mens det endnu er mørkt. Ja, troen og håbet er som den fugl, der véd om daggryet, at det er på vej, og derfor synger mens det endnu er mørkt. Måske har mange af jer oplevet og tænkt det, hvis I har gået en tur en vintermorgenen og glædet jer over fuglenes sang?
Selv om det endnu er mørkt, kan vi trygt glæde os over og tage imod julens budskab. Synge troen og håbet og glæden ind i vores hjerter, også hos hinanden, når vi kan se, at det kniber. Om ikke bogstaveligt ved at synge sammen, ja, så ved at synge sammen hver for sig derhjemme, eller måske ved at synge indeni os selv. Og også ved at være der for hinanden, som hjælpende hverdagsengle, og derved hjælpe med at mindske afstanden til hinanden og rumme hinandens bekymringer og optimisme.
For ”Julen har bragt velsignet bud”, og glæden er for alle. Til ALLE lyder det, som det lød fra englen til hyrderne julenat: FRYGT IKKE! For i nat er håbet og glæden født.

Rigtig glædelig jul!

Eftertanken er skrevet af sognepræst Pia Chalmer Rasmussen