Hvem er jeg?

 

 

  Hvem er jeg? Det spørgsmål blev en af mine gamle studiekammerater mødt med af en fremmed, som en tilfældig hverdag kom ind i kirken, hvor hun er ansat som præst. Min studiekammerat svarede prompte: “Du er Guds elskede barn!” - hvortil den fremmede sagde: “Okay, tak, det var bare lige det, jeg havde brug for at høre!” Og gik så igen med et smil på læberne. Hvem er jeg? Hvem er du? Det er spørgsmål, vi stiller og svarer på gang på gang. Ved selskaber, jobsøgninger og lignende. Som én har sagt, jeg husker ikke lige hvem, så er der altid to faldgruber, man kan falde i, når man skal besvare dette spørgsmål. Den ene faldgrube er at man forherliger sig selv, fortæller om alle sine fortrin og fortræffeligheder. Den anden faldgrube, man kan falde i, måske særligt når man er alene med sig selv, er, at man ingenting er værd og ikke duer til noget som helst. Uanset hvilken faldgrube man tenderer til at falde i, så kan det faktisk være befriende at høre en røst et helt andet sted fra, som ikke handler om, hvad man evner og gør. Sådan en røst lyder i kirken. “Du er Guds elskede barn” - det er store ord, stærke ord, der indgyder håb og værdi i en travl og omskiftelig verden. Vi har fået en identitet i gave. Det er ikke en identitet, vi selv skal skabe, men som findes som et vilkår og udgangspunkt for al vores gøren, laden og stræben. Det er den gave, der på forskellig vis peges på med forskellige røster her i adventstiden og leder os frem til julen og dens glædelige budskab om, at vi hører Gud til uanset hvad, vi bakser med i livet. Nu og til evig tid. Må dette budskab også give os et smil på læberne! Glædelig advent!

 

Af Pia Chalmer Rasmussen, sognepræst i Gødvad