Godt nytår!

Godt nytår!
Der er kalenderåret – og så er der kirkeåret.

Kalenderåret
Kalenderåret, som også hedder den gregorianske, kender vi. Den går fra 1. januar til 31. december, og er den kalender, der inddeler året i måneder, uger og dage. Det er den, jeg regner med når flybilletterne skal bestilles, uanset hvorhen i verden turen går, og det er den, der fortæller mig, hvornår skraldespandene på min gade bliver tømt. Det er den, jeg stiller uret efter, og det er den som afslører, at min mors fødselsdag var i går. Kalenderen kan ind imellem være en nådesløs påmindelse om, at noget kan blive for sent trods alverdens gode hensigter og andre gange kaster den mere tid af sig end forventet.

Kirkeåret
Kirkeåret adskiller sig fra den gregorianske ved at begynde et helt andet sted. Faktisk en hel måned før. Eller rettere cirka en måned før, for kirkeåret begynder ikke samme dato hvert år, men altid første søndag i advent.  

Første søndag i advent er kirkens nytår og modsat den 31. decembers larm af raketter og let tilgængelig popmusik fra højtalerne akkompagneret af springende champagnepropper, er den anderledes stille. Men måske er der en pointe i det? At man ikke altid behøver larm og virak for at fejre det største.

Første søndag i advent fortæller, at noget nyt er på vej. Et barn.

Et barn varsler ny begyndelse og nyt håb. Og det barn, vi snart og inden længe skal samles om er, sagt med forfatteren Bjarne Reuters ord; ”en historie der ændrede historien”. Ikke kun fordi den nulstillede kalenderen, men også fordi, den kærlighed der kom til verden julenat, er så storsindet og tilgivende, at den, sagt lidt kækt, også kan nulstille os. Så vi trods ødelagt liv, alt hvad der gik skævt og vi kom for sent med, alligevel får lov til at begynde på en ny blank kalenderside i morgen og i overmorgen og i overmorgen igen.

At blive mindet om det er både nådefuldt og håbefuldt.

Glædelig advent og godt nytår!

Laila Engelbrecht Henriksen, sognepræst i Gødvad