Gentagelse, gentagelse, gentagelse...

Der er få dage til jul. Og endnu er min liste over de ting der skal nås inden den 24. december lang: Julegaver, indkøb, rengøring og selvfølgelig – juleprædikenen! Den skal skrives snart. Deadline giver helt sig selv! Men hvad er en god juleprædiken egentlig? Hvad skal den indeholde? Hvilke vinkler kan man give en 2000 år gammel historie, de fleste kender til bevidstløshed? Er det muligt at opdage noget nyt i det gamle, eller ender det med evindelige gentagelser? Ja, det må være op til enhver kirkegænger juleaften at svare på. Men når det er sagt, så er jul i sit væsen gentagelse. Jul er gentagelse. Gentagelse!
Gentagelse er måske ikke det mest hotte i verden. Det rimer på uopfindsomhed, kedsomhed og slidte, fortærskede vaner. Noget der nemt kan gå automatik i, for når vi har gjort og sagt de samme ting til strækkeligt mange gange, bliver vi uopmærksomme. Det ved enhver voksen, der har læst samme godnathistorie for sit barn flere måneder i træk. Vi læser men hører ikke længere efter. Men for barnet skaber gentagelsen glæde og tryghed.
Og gentagelse er vigtigt. For selvom ingen voksne orker at høre juleevangeliet hver aften før sengetid, så er vi mange der elsker at få den genlæst ved juletid. Måske hænger det sammen med, at julen handler om fred, glæde, nåde, tilgivelse og kærlighed. Alt det vi ikke kan række os selv. Eller sige os selv. Men som er godt at høre.
For barnet, der blev født julenat, skulle vise sig, da han blev voksen, aldrig at blive træt af at fortælle, hvor højt ethvert menneske er elsket af Gud. Han tilgav igen og igen, og gav gentagne gange urolige mennesker fred.
Han kom med andre ord med alt det, der tåler en gentagelse. Ikke bare ved juletid men hele året rundt.
Glædelig jul!

Af sognepræst Laila Engelbrecht Henriksen