At være til

EFTERTANKEN AF LAILA ENGELBRECHT HENRIKSEN,
SOGNEPRÆST I GØDVAD

For alt i Livet,

som blev dig givet,

er Lys og Mørke

i Sammenspil,

og har du vovet,

og har du lovet,

og har du svigtet,

saa var du til.

 

Sådan lyder et af versene i Tom Kristensens Mannakorn fra 1954. Det er så præcist en betragtning af menneskelivet, så erfaringsnært, at det efter endt læsning kan være svært at finde ord for, hvordan livet ellers kan beskrives. I hvert fald hvis man skal udtrykke det med lige så få ord som ham.

Som menneske på denne klode erfarer vi alle lys og mørke. Ikke bare i form af nat og dag, men også det lys og mørke, der har til huse i vores sind. Intet menneske kan hævde, at livet er lutter mørke og tomhed fra start til slut, og ligeledes er intet liv så lyst og let, at mørket ikke kan finde vej. Nogle gange oplever vi, at lyset blænder os, mens mørket til andre tider gør os klarsynede. Jo, lys og mørke er ikke kun modsætninger men også hinandens forudsætning. Et samspil.

Men vi mennesker er også hinandens forudsætning, forskellighed til trods. Vi lever i samspil, dybt forbundet med hinanden. For når vi vover, fx kærligheden, vover vi sjældent alene. Når vi lover noget, er vores løfte ofte rettet mod en anden, og vores svigt går sjældent et andet menneske ram forbi. Et relationelt liv er med andre ord et liv i samspil af lys og mørke, vovemod og løfteord men altså også med indbygget risiko for at svigte og såre hinanden. Deri har Tom Kristensen ret. Vover du, lover du, kommer du også til at svigte. Det er et vilkår, vi ikke kan lave om på. Men tænk hvis vi kunne. Tænk hvis muligheden virkelig var tilstede for aldrig at svigte et andet menneske. Tanken er kærkommen lige indtil næste tanke melder sig: for er det så overhovedet muligt at vove og love og elske - og således at være til?