At leve livet himmelvendt

Af Laila Engelbrecht Henriksen, sognepræst i Gødvad

Johannes Møllehave har engang kaldt dåbens og begravelsens indramning af livet det ”at leve livet himmelvendt”. Ved begyndelsen af livet bliver vi, på andres arme, båret ind til døbefonten med ansigtet vendt mod himlen. Og når vi dør, og livet er slut, bliver vi båret i en kiste – igen i andres arme og igen med ansigtet vendt mod himlen. 
Der er noget særligt fint og symbolsk ved, at vi har ansigt vendt mod himlen ved dåben og igen ved livets afslutning – som et kompas, der peger i himlens retning og giver os et orienteringspunkt her i livet. Det betyder ikke, at vi skal leve et himmelstræbende eller verdensfjernt liv for at forstå hvem Gud er eller for at komme ham nær. Tværtimod! Julenat valgte Gud at forlade sin himmel og i mennesket Jesus træde ind i vores jordiske verden for at komme os nær. At Gud valgte at blive menneske er en blåstempling af, at jorden er stedet for alle os mennesker at være på – også når vi mister retning og orientering midt i livet eller fejlagtigt bilder os ind, at vi skal bygge himmelske ”tros-tårne” for at nå op til Gud. Gud har en gang for alle bøjet sig ned mod os på jorden og vist os sit ansigt i sin søn. På den måde kan vi rette blikke mod Gud uden at rette blikket væk fra verden og hinanden.
”At leve livet himmelvendt” er med andre ord, et (livslangt) forsøg på at leve livet så nærværende og jordnært som muligt uden at glemme, at vi hører til et sted, at vi er sat ind i en større historie der begynder og ender med den Gud, der ønskede ”at leve livet jordvendt”, så vi kan stå ansigt til ansigt med ham – fra vugge til grav og helt ind i evigheden.

- Pudsigt som de bibelske fortællinger har det med at vende op og ned på al ting!!