Det gælder om at fæstne blikket

Eftertanken v/ sognepræst Laila Henriksen
 
Det gælder om at fæstne blikket. Sådan havde præsten sagt til den norske forfatter Karl Ove Knausgård, da de sad ved begravelsessamtalen i forbindelse med Knausgårds fars død. 
”Det gælder om at fæstne blikket. Han kunne have sagt så at de små ting i livet er vigtige; det sagde han ikke. Han kunne have sagt at næstekærlighed er det vigtigste; det sagde han ikke. Han sagde heller ikke hvad blikket skulle fæstnes på. Han sagde bare at det skulle fæstnes.” ”Min Kamp” Bd. 6, s. 417.
Præsten hentydede til, at det var det, faren ikke kunne. Han evnede ikke fæstne sit blik. Hverken på sin kone fra første ægteskab eller fra det andet, sine børn eller sit liv i det hele taget. ”Og har du ikke fæstnet blikket”, konkluderer Knausgård, ”er du ikke forbundet med verden, og kan lige så godt forlade den”. Knausgårds far forlod verden hjemme hos farmoren. Han havde drukket sig ihjel og da de fandt ham sad han i lænestolen inde i stuen, indsmurt i sin egen afføring og med størknet blod i ansigtet, øjensynligt efter et fald. Mere ydmygende og ynkeligt kunne det næsten ikke være.
 At det gælder om at fæstne blikket blev efterfølgende en sætning, der fik stor betydning for Knausgård. For præsten havde jo ret; det er en stor ulykke for det menneske, der ikke magter at fæstne blikket og forbinde sig med verden. 
For at navigere rundt i livet, er blikket afgørende. Men det er nu engang sådan, at som menneske kan vi miste evnen til at fæstne blikket; på vores kærlighed, vores børn, på venskaber og familieskaber, på kunsten og musikken, litteraturen og filosofien, på det religiøse og troen. Der er så meget der kan sløre vores blik. Og vi magter ikke altid at holde fast.

Et guddommeligt blik
Men hvor vi ikke magter, får vi i kristendommen fortalt, at der er én, der ikke bare evner og magter men slet ikke kan lade være med at fæstne sit blik på os. Det Nye Testamente er spækket med fortællinger om Jesus, der fæstnede sit blik på de mennesker, han mødte på sin vej; disciplene, de lamme, de blinde, skattebedrageren, luderen og lommetyven. Alle dem, der havde lullet sig ind i selvbedrag og løgne. Da de blev mødte af Jesu nådefulde blik, kunne de igen løfte deres eget blik frit. Ikke at deres liv derefter blev uden knaster og fald på vejen, men de fik et nyt håb og et større rum at være menneske i. 
Det Nye Testamente er kort fortalt én lang håbsfortælling om, at alt ikke er sagt og gjort med hvad vi evner og magter eller ikke formår. Det er en fortælling om, at det ikke begynder med vores blik på verden, men med at Gud blev menneske for at være i øjenhøjde med os. For at fæstne sit blik på os og for at forbinde verden med sig. 
Jo, jeg tror, det er sådan det hele begynder; at som menneske er vi holdt fast i livet af et guddommeligt blik! Gud i sin søn har fæstnet sit blik på os og fundet os elskværdige. Det er udgangspunktet og forudsætningen for, at vi frit kan løfte vores blik på verden og hinanden.